Service Management

KOMBITs Service Management-funktion arbejder med at sikre driften af de projekter, som er gået i luften.

Efterhånden som KOMBIT bliver ældre er der flere og flere løsninger, som kommer i drift. Det sker hos eksterne leverandører, men for at sikre en optimal drift, vedligehold og leverance af de kørende systemer, overvåger driftsfunktionen i KOMBIT nøje løsningernes driftsstatus.

Sideløbende arbejder KOMBIT naturligvis på fortsat at sikre forvaltning og videreudvikling for at imødekomme ønsker fra kommuner, offentlige myndigheder og øvrige brugere af løsningerne. Desuden sikrer vi løbende, at de kørende løsninger er i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Service Management i KOMBIT modtager hver måned skriftlige rapporter fra de eksterne driftsleverandører, ligesom vi løbende holder møder med driftsleverandørerne. Vi overvåger driften, følger op på evt. driftsforstyrrelser og sikrer, at leverandøren lever op til de driftskrav, som der er stillet i driftskontrakterne. Vi har specielt fokus på brugernes oplevelse af løsningernes kvalitet i form af tilgængelighed og svartider, samt den support som de forskellige servicedesks yder overfor brugerne.

I de kommende år vil KOMBIT sætte flere og flere løsninger i drift, og der vil naturligt være et fortsat behov for en meget tæt opfølgning overfor leverandørerne. KOMBIT vil til enhver tid sikre, at der er dygtige kompetencer både mht. videreudvikling og forvaltning, samt ikke mindst kompetente ressourcer til at sikre en optimal driftleverance til kommuner, myndigheder og borgere fra de eksterne leverandører.

 

Kontakt

Operations- & Finansdirektør / COO & CFO
3268 0431